Skole i 50'erne

INDHOLD

Personen bag Uddannelse, jobs og undervisning Familie og interesser mv.

Foto Sterling Foto Billeder uden farver Hvad undervisning kan føre til Mere om foto samt billeder finder du på mansfeldt.net:

Musik Min musik Dirigenter som nat og dag Markante stemmer

Biler Biler i min barndom Bilvalg

Hi-fi Lyd på bånd og andet

Opleve Rejser nær og fjern

Diverse Ros fra uventet kant I skole i 50'erne Fra case til kilt Sku' det være en kilt? Realklassen 50 år efter

Startsiden

Skolestart

Min første skoledag var den 1. april 1952, hvor jeg begyndte i 1.a i Skælskør Borger- og Realskole.
   Af uransagelige årsager havde man et helt specielt skoleår. Det gik fra 1. april til 31. marts. Dvs. at man tre måneder inde i skoleåret skulle holde sommerferie.
   Dette, kombineret med min fødselsdato betød, at jeg var 7 ¾ år ved skolestarten.
   Børnehaveklasser eksisterede ikke, og børnehaver var ikke noget, "pæne" folks børn gik i. Så man kom direkte fra mors skørter og i skole.
  Vores klasseværelse havde nummer 2, og gennem skoleinspektørens have – han havde kontor og bolig i den bygning – kunne man skimte fjorden og Harboes Bryggeri på den anden side. Det var meget mindre end i dag.

Den første dag lærte vi bogstaverne i og o, og snart var vi i stand til at stave til so, ko, is, si, Ole osv. Danskbogen hed "Ole Bole går i skole".
   Vores klasselærer var ganske ung, hed Jensen og kørte på knallert, dengang en cykel med en slags påhængsmotor.
   Officielt hed en knallert vist også langt ind i tresserne cykel med hjælpemotor

Klassekvotienter, der ville noget
Klassen var stor. Et eller andet sted mener jeg at kunne huske, at der var omkring 40 ekever i den, men det må ved nærmere eftertanke være forkert. Det rigtige antal er snarere et sted tæt på 35.
   Jeg når frem til det, fordi a- og b-klasserne var lige store, og da vi efter fire år blev skilt ud i to 1. mellemskoleklasser (eksamenslinen) og en fri mellem med 22-23 elever i hver, må 35 som start passe ganske godt.

Som årene gik

Delt skole
Efter fire års underskole blev klasserne delt, og man kom i mellemskolen, enten i eksamenslinjen eller i "fri mellem".
   Da der kun var 7 års tvungen skolegang, kunne man forlade skolen efter 3. mellem, også hvis man gik i eksamenslinjen, men så uden eksamen. Det gjorde rigtig mange, især af drengene, der ville have læreplads i håndværksfag.
   De fleste sluttede efter fire år med en mellemskoleeksamen.

Resten gik enten i realklassen og fik realeksamen, eller de søgte i gymnasiet. Det sidste gjorde dog kun cirka 7 % af en årgang, hvilket fik vores rektor på Slagelse Gymnasium til i sin velkomsttale at betegne de nye 1.g'er som "blomsten af Danmarks ungdom".

I "fri mellem" gav det sig selv. Der var kun tre klassetrin, og derfor sluttede skolegangen automatisk efter tre år.

Man lærte ikke fremmedsprog i fri mellem. I arbejderhjem var det imidlertid dengang en udbredt opfattelse, at børn blot skulle lære at læse, skrive og regne og derefter ud og tjene penge, og det levede den linje således fint op til. 

Vores 3. mellem blev forlænget med tre måneder, fordi man da endelig tilpassede skoleåret til det normale, dvs. med start i august.

Jeg havde ikke noget imod det. Jeg var vældig glad for at gå i skole, også på trods af det, jeg fortæller i det efterfølgende, men de, der havde tænkt sig at gå ud, og det var en hel del, var sure over forlængelsen.  

På rad og række
Første time begyndte klokken 8, og når klokken ringede, stillede man sig klassevis op i rækker, to og to.
  En efter en fik hver klasse så lov at gå ind i bygningerne. Jo før rækken stod pænt, jo før fik klassen som regel lov til at gå ind. Det havde naturligvis størst betydning, når det var regnvejr. Proceduren gentog sig efter hvert frikvarter.  

Hjem for at spise frokost
Timerne var på 50 minutter, og frikvartererne på 10. Efter fire timer, når klokken var 11.50, var der 50 minutters spisepause.
   Det var nok til, at praktisk talt alle, der boede i byen, cyklede hjem. Dér ventede mødrene med varm mad ikke blot til dem, men også til deres mænd, der ligeledes kom hjem.
   Min far kom ved 12-tiden, hvorefter vi spiste, og når jeg klokken 12.30 cyklede tilbage til skolen – sammen med min gode klassekammerat, Erik, som jeg "hentede" på Carl Medingsvej, hvor han boede hos sin morfar og mormor – lagde han sig på sofaen for at få en lille lur på en halv times tid eller mere, inden han gik eller cyklede tilbage til sit arbejde.

I skole til 15.30 og om lørdagen
Om eftermiddagen kunne man have op til tre timer, dvs. til klokken 15.30. På gode dage var det måske kun en enkelt, og det mest almindelige var to timer, dvs. til 14.30.
  Man gik naturligvis også i skole om lørdagen, og i hvert fald et år var det til klokken 15.30. Sidste time var sløjd, som jeg hadede.


Udenadslære
Systemet byggede på udenadlære, årstal, salmevers og grammatiske regler.
   Megen udenadslære bliver forældet eller irrelevant, eller er det allerede fra starten, men grammatiske regler kan jeg godt acceptere udenadlært, ja de er en forudsætning for flere sprog, bl.a. tysk og latin.

Disciplin
I skolerne herskede der en ganske streng disciplin. Det er nok den største forskel på skolen dengang og nu.
   Til dens opretholdelse var det i hele landet tilladt at uddele lussinger. I provinsen måtte man desuden indtil 1966 eller 1967 give eleverne tre slag bagi med et spanskrør. Her var der virkelig tale om forskelsbehandling. I københavnske skoler var det blevet forbudt mange år tidligere.
   Til de under 50-årige, der næppe kan have oplevet det, kan det fortælles, at et spanskrør var en gulbrun, svirpende stok, ca. trekvart meter lang og en lille centimeter tyk, og at det var en yderst smertefuld oplevelse at få spanskrør.
   Om end det lå i baghovedet, var det dog ikke noget, der prægede vores hverdag eller gav os onde drømme. 
   Det kedeligste var at få eftersidning. Jeg husker kun at have prøvet det en enkelt gang. På en ellers kort skoledag skulle jeg, da de andre gik hjem, møde op i en klasse, hvor den pågældende lærer underviste nogle mindreårige.    Her fik jeg anvist en plads, hvor jeg skulle sætte mig og absolut intet foretage mig andet end at sidde pænt oprejst. Det var flovt, jeg lærte intet, men kedede mig desto mere.
   Andre foranstaltninger var skamme-krog, at blive sendt uden for døren eller få brev med hjem.
 

Lærerne demografisk set
De fleste lærere var gamle, sådan husker jeg dem i hvert fald. Der var en del kvindelige lærere, hvoraf ingen var gift. De var frøkener  og blev tituleret frøken plus deres efternavn. De mandlige lærere blev tiltalt "lærer" plus efternavn.
   Blandt mændene var de fleste vel gift, omend andelen af ungkarle af en eller anden grund nok har været væsentlig større end i befolkningen som helhed.


Lærere på godt
Jeg havde gennemgående gode lærere, især min dansk- og historielærer, frk. Ingeborg Christiansen.
   Hun var hysterisk, og fråden stod tit om munden på hende, mens hun skreg: ”Du er dum, dreng. Du er dum!”. Men man lærte noget. Ikke mindst, når det gjaldt dansk grammatik.
   Hendes far blev 104. Hun selv nåede ikke helt samme høje alder, men 94 klarhjernede og engagerede år blev det da til.
   Jeg fik hende først, da jeg kom i 1. mellem i forbindelse med skift fra a- til b-klassen. 
   Det viste sig omgående, at hendes elever var meget bedre til dansk end Erik og jeg. Vi havde ikke lært grammatik overhovedet. Men det tog Ingeborg sig af. Hun gav os enetimer i sin lille lejlighed med råb og skrig, til vi endelig forstod det og kom på omgangshøjde med vores nye klasse-kammerater.

Min tysklærerinde, frk. Sivertsen, var ældgammel. Min mor havde haft hende, da hun gik i skole, men hun var effektiv, og vi lærte bedre tysk end de fleste.

Og så havde vi Schmidt Jensen, som fulgte os gennem hele mellemskolen og i realklassen.  

Niels Fischer var vores matematiklærer i mellemskolen. Han var en god under-viser, var vellidt, og vi var glade for, at han var med på vores store ture til Norge og Bornholm.
   Hans eneste minus var et ustyrligt temperament. Det fik en klassekam-merat i 3. mellem, Egon, at føle en lørdag eftermiddag. Han blev spurgt om et facit, hvilket han havde rigtigt. Men Fischer må have haft en fornemmelse af noget snyd, for han begyndte at spørge ind til mellemregningerne. Egon slyngede noget værre vås ud, hvilket fik Fischers ansigt til at blive ildrødt.
  Han for ned gennem klassen og bemægtigede sig Egons regnehæfte, der på det pågældende opslag ikke rummede andet end en indlagt facitliste, som man dengang kunne købe.
   Det udløste en sand bølge af lussinger og slag. Egon kom fra det lokale Børnehjem og nød derfor ikke den store beskyttelse. Derefter blev han halet ud af klassen, og fra et tomt lokale ved siden af hørte vi lyden af flere slag og Egons hyl, der måtte have forplantet sig til det meste af etagen.
   Endelig kom Egon ophovnet af slag og gråd tilbage. Men det var ikke slut.
  Fischer virkede nu lidt nervøs, var vel klar over, at han var gået langt ud over det acceptable og spurgte nærmest appellerende Egon om, hvorfor han dog ikke havde lavet sine lektier.
   Egon, der ikke havde opfattet den nye drejning, svarede, at det var "madmor", som de kaldte børne-hjemmets forstanderinde, der havde sagt, at han skulle lave noget andet. Det fik Fischer til at styrte ud af klassen.
   Fem minutter efter kom han tilbage og fortalte, at han havde ringet til forstanderinden, og at Egon var fuld af løgn. Han skulle omgående gå hjem, havde de aftalt.
   Et taktisk godt træk fra Fischer, der ved at alliere sig med den eneste, der kunne have klaget, så at sige var sikker på at have reddet sin egen røv.    Det gjorde Egon nok ikke. En anden kammerat, Peter Graae, der boede ved siden af børnehjemmet og tit kom der, var overbevist om, at remmen lå parat, når Egon dukkede op.

Og på ondt
Der var også dårlige lærere, inklusive nogle, der i dag – og med rette – ville være blevet fjernet fra deres job. 
    Vores lærer i tegning og engelsk, og i realklassen også i tysk, Hans Mogen-sen, også kaldet ”Snadremorten” eller ”Hansemand”, havde, set med nutidens øjne, udpræget sadistiske træk. Han nød at straffe.
   Med et stort smil rettede han pege-fingeren mod den, han havde udset sig, og når øjenkontakten var skabt, gjorde han med samme pegefinger tegn til, at vedkommende skulle komme op til katederet. Der skulle ikke så meget til. Hvisken med sidemanden, bolsje i munden, uopmærksomhed, manglende forberedelse – alt kunne bruges. Og blev det.  

Mogensen gav sig altid god tid til at belære ham om hans brøde, inden han skred til handling i form af en sviende lussing eller to, og som efterlod hans fingre på drengens ansigt i timevis.
   Eller han halede en tilståelse ud af ham ved at deformere hans ene eller begge kinder ved at klemme om dem.

Jeg skriver han, fordi jeg ikke kan huske, at han udøvede korporlig vold mod pigerne. 

Man kunne også, i særdeleshed i hans timer, være så uheldig at skulle tilbringe det meste af en time i skam-mekrogen i oftest stram retstilling, synlig for hele klassen og med næsen 30 cm fra hjørnet. Det umuliggjorde, at man kunne læne sig op ad væggen og blunde lidt.  
   Så var det trods alt bedre at blive sendt uden for døren. 

Ud over det var han en katastrofe som underviser. Det, han lærte os, kunne ikke bruges til noget.
   Det bedste omkring Mogensen var nok, at han, skønt han var gift, ikke havde børn.
   Hver eftermiddag spadserede han op og ned ad Algade, arm i arm med fruen, som sædvanligvis var i pels og vist hed Elise.

Var Mogensen slem, var han dog en ren sinke i forhold til en lærer Christensen, vi havde i vist 3. klasse.
   Bar isse, små, runde briller, arm-båndsuret med en elastisk metalrem anbragt i håndfladen og lidt jysk læspende.

Han havde en udsøgt forkærlighed for at løfte de, på en eller anden måde, syndige elever fra gulvet i de små nakkehår eller give lussinger, som i bogstaveligste forstand fik os til at se sol, måne og stjerner. Jeg tror faktisk, at han slog med uret, som må have været særdeles stødsikkert, eller også havde det for længst ophørt med dets egentlige funktion, at vise tiden.
   Når han virkelig ville give sine sadistiske tilbøjeligheder frit løb, brugte han pege-pinden eller den lange trælineal på højkant på oversiden af vores fingerspidser, som vi måtte række pænt frem.
  Jeg ved ikke, hvad der var værst, at vente på slaget og ikke trække hånden til sig eller den sviende smerte, når linealen mødte fingrene.
   Det tjener vel til hans ros, at han altid kun slog én gang? 
   Jeg gætter på, at han i dyb frustration har forladt skolesystemet, da det blev forbudt at mishandle eleverne.

Friedel, overlærer Friedel, var vores lærer i religion og sang. Han var gammel, hæs som en drage, af druk, sagde min mor, som også havde haft ham, og han spillede på en ret så ustemt violin.
   Han afgjorde på et tidligt tidspunkt, at jeg ikke kunne synge, og at jeg derfor bare skulle holde min mund i hans timer. Jeg var knækket over på "Jeg elsker de grønne lunde", fordi min stemme var ved at gå i overgang. Det ændrede intet, at jeg siden deltog i skolens opførelse af syngespillet "En søndag på Amager", arrangeret af andre lærere. I gymnasiet var jeg tenor.
  På mit eksamensbevis står der tg+, hvilket vel svarer til 03 efter den nu også forsvundne 13-skala.
  I religion var det hans store fornøjelse at berette om Helvedets pinsler.

Frøken Magda Jensen, fransklærer, var bare kedelig. Hun har fået sin særlige omtale her.

I dag ville vi have set dette som uhyrligt, ja ligefrem grusomt eller barbarisk og ude af proportion. Og at det er blevet forbudt, betragter vi som en selvfølgelighed.
   Men Finn Christensen var ikke en lærer Mogensen. Og da slet ikke en lærer Christensen. Intet tydede på, at han nød at straffe. Han benyttede sig blot af det middel, der stod til rådighed for alvorlige forseelser, og som det dengang var at skulke for undervisning.
   Heller ingen beklagede sig bagefter, og ingen bar nag til ham. Jeg tror, at alle tyve drenge, eller hvor mange vi nu var, syntes, det nok var hårdt, men OK.
   Mon ikke der også var tæt på enighed om, at det nok snarere burde have været 15 og ikke kun seks, der ganske længe efter kunne mærke, når de sad ned og havde synligt vidnesbyrd om hændelsen i en uges tid? 
   Men de heldige, der havde haft deres fravær en uge eller to tidligere, kunne jo også sagtens foregive at være lidt soli-dariske. Bagefter, da faren var drevet over.
   Efter den formiddag var der i øvrigt fuldt hus til alle gymnastiktimer.

Jeg husker, at Erik og jeg engang havde tævet en dreng fra en klasse under os så godt og grundigt i et frikvarter, at vi var ret over-beviste om, at vi efter frokost ville blive kaldt til inspektøren for at få spanskrør. Han blødte noget og har næppe været meget værd den følgende time. Han havde gennem længere tid irriteret os grusomt.
  Vi var godt nok bange, men også fattede. Skulle det være, så skulle det være. Til vores store forundring skete der intet. 
  Hans forældre klagede efterfølgende til skolen, men det blev ved et forhør, hvor vi klarede frisag. "Skolen" har sandsynligvis fundet vores afstraffelse af idioten retfærdig.

Til højre rager drengenes dengang nye gymnastik-sal op. I den lave bygning i midten var der til venstre for den nu tilmurede dør omklædningsrum og bad.    Vinduet, der anes  til højre, gav lys  i redskabs-rummet.   Ovenpå under skråvinduerne lå vores klasseværelse i 4. mellem.   Den lave tværbygning til højre er kommet til siden og fører tilsyneladende til en ny gymnastiksal.

Det hele er dog nok mest et vidnesbyrd om, at alt er relativt og knyttet til enhver tids gældende normer, og at fortiden ikke kan bedømmes med nutidens regelsæt, men må ses på med samtidens øjne.

[gå til toppen af siden]

[gå til toppen af siden]

[gå til toppen af siden]