Nedenstående var grundlæggende en del af min gamle "undervisningshjem-meside", blot aktualiseret, senest i september 2011.
Dit privatliv?
Det er
først og fremmest min dejlige kone, Lisbeth.
Jeg lagde mærke
til hende den 12. august 1961. Jeg ved det præcist, for den dag
startede vi begge i 1.gsb. (ny-sproglig klasse) på Slagelse
Kommunale Gymna-sium.
Hun var lang, tynd, lyshåret, knapt 16 år
gammel og fuld af liv. Et år senere forelskede jeg mig vildt i
hende, hvorefter der fulgte to år med ulykkelig kærlighed, før mine
følelser, efter afprøvning af alskens strategier og taktikker
endelig blev gengældt. Det skete umiddelbart før vores
studenter-eksamen.
Vi ringforlovede os den sommer og blev gift i 1966. Lisbeth er tresproglig korres-pondent fra Handelshøjskolen, merkonom – i virksomhedsledelse og show room manager hos Louis Poulsen Lighting - dem med PH-lamperne. Hun er stadig yderst aktiv, holder en masse foredrag om lys og brugen af lys i hjemmet, og på det seneste har hun sammen med en tidligere kollega fra Louis Poulsen skrevet bogen Sans for Lys, der er udgivet af Gyldendal.
Året efter, at vi
blev gift, fik vi vores søn,
Michael, der i nogle år arbejdede i Oslo. Da han vendte
tilbage til Danmark, læste han jura og er i dag advokat.
Han har givet os en enestående sviger-datter, Hege, som er norsk - selvom
det næsten ikke kan høres.
De er forældre til vores to børnebørn,
Julie
fra 1999 og fire år yngre Christian.
Vores datter,
Louise, fik vi i 1980, 13 år efter Michael. Hun er cand.
merc. i filosofi og økonomi - ligesom sin dejlige mand, Ole.
De fik i april 2007 lille Jonathan, vores tredje barnebarn, og i 2010 kom Anton til.
|
|
|
Lisbeth og mig, Lugano 2011, en uge før jeg fyldte 67
|
|
Hvad med sport?
ALDRIG. Jeg har det ikke i mig. Hvis jeg
kaster en bold, ved jeg ikke, hvor den lander. At sparke
til den gør det ikke bedre, og en ketsjer eller en kølle i hånden
ville overhovedet ikke fungere.
Som barn og ung
var jeg god til at løbe. Det gik fantastisk hurtigt. Den fornem-melse
af at svæve, som jeg havde, når jeg løb gennem skolegården, kan jeg
stadig savne. Men i gymnastiktimerne tillagde man ikke det
nogen værdi. Jeg var også god
til og glad for at cykle.
Sidst jeg gjorde det, var i 2003 i Lucca,
hvor vi lejede cykler.
Jeg har været på motionscenter for nogle år
siden og stået på et løbebånd. Det bedste ved det var, at der hele
tiden kun var cirka 50 meter ud til bilen. Men Gud, hvor var det
kedeligt.
Det skal retfærdigvis tilføjes, at jeg ikke kan gøre så
meget. Siden jeg var 17, har jeg haft slidgigt og en - for det meste
passiv - diskusprolabs i ryggen.
Måske hænger den manglende interesse i
virkeligheden sammen med det?
Dine interesser,
når du nu ikke dyrker sport?
Musik
Primært
klassisk med hovedvægt på opera. Det har varet siden 1962.
Anledningen var en klassetur i 1.g. til København (fra Slagelse).
Dagen skulle slutte i Det kongelige Teater.
Der var valg
mellem skuespil på Ny scene og opera på Gammel scene.
Jeg valgte
opera, men mødte op med nul forkundskaber og tilsvarende ingen forventninger.
Men
fra det øjeblik tæppet gik op for La Bohème (Puccini), sad
jeg helt fremme i stolen, og da Rudolfo ca. 20 minutter inde i
første akt brød ud i arien Che gelida manina (så kold den
lille hånd er), var jeg helt og aldeles solgt.
Resten af 1. akt er i
øvrigt en række af veritable glansnumre: Mimi's arie Si, mi
chiamano Mimi og duetten O soave fanciulla (O dejligste
pige).
Så hurtigt, jeg kunne få råd til det, købte jeg en grammofonplade,
en såkaldt EP (extended play), som var 17 cm i diameter og roterede
med 45 omdrejninger pr. minut.
Det var nok til Che gelida manina på den ene side og på den anden en
arie fra Manon Lescaut.
Hi-fi
–
så jeg kan nyde musikken. Da jeg for mange år siden købte min første
cd-afspiller, var en af de første cd'er i øvrigt Puccinis La Bohème
med Jose Carreras og Katia Ricchiarelli. Siden
er det blevet til mange indspilninger.
Foto
En endnu ældre hobby. Mit allerførste job og dermed kendskab til erhvervslivet fik jeg
faktisk i mine gymnasieår: Det var hos Sterling Foto i
Skælskør.
Ejeren, Hans Ove Læsø Petersen drev sammen med sin kone,
Tut (Tove) og nogle unge ansatte fotografvirksomhed og foto-handel.
Dér lærte jeg også, hvad trivsel på en arbejdsplads vil sige, og
hvad det betyder for menneskers engagement.
Det var enestående og aldrig overgået.
De solgte forretningen i 2001 efter 45 års virke for at nyde deres otium.
Jeg har desværre erfaret, at Tut Læsø døde for nogle år siden.
Min største hobby har fået et selvstændig site, mansfeldt.net med billeder og foto-nostalgi.
Jeg fotograferer stadig meget, har altid et kamera med mig, uanset om det blot er ned i skoven eller fjernere mål. I 2012 fylder den hobby 55 år.
Siden 2001, en uge efter angrebet på World Trade Center i New York har jeg været digitaliseret. Der var to minutters stilhed lige efter.
Jeg har imidlertid ikke totalt droppet analoge kameraer. Mange har jeg beholdt gennem årene, og andre, der har betydet noget for mig, genanskaffer jeg. Men jeg bruger dem ikke mere.
Og så går jeg, som det kan ses på billedet fra 2006, taget højt over Lugano, også i kilt.
Det er vel ikke en hobby, selvom jeg efterhånden har en lille samling kilte i forskellige tartans. Men en livsstil, måske?
|
Computer
Jeg er fascineret af teknik. Derfor også af computere, selvom jeg
engang i slutnin-gen af 80'erne i en undervisningstime postulerede,
at den personlige computer aldrig ville få en fremtid. Så meget kan
man altså tage fejl.
Opleve
Natur
betyder meget for os, hvad enten det er vandreture
i bjerge eller i skoven for enden af den vej, vi har boet på i snart
39 år.
Lisbeth og jeg elsker også at rejse. Vi gør det så tit, vi kan.
I mange år var
vores børn - eller rettere barn - for med den aldersforskel blev det
kun til en enkelt ferie med to på bagsædet - altid med os, når vi
rejste.
De kan stadig finde på at dukke op på vores sommerferiested for
at dele et par dage sammen med os.
I 2004 fejrede vi min
gammelrunde fødselsdag med børn, svigerbørn og bør-nebørn i Lugano.
Vores sommerferier har vi i mange år tilbragt i Lugano,
og uden for Lucca (i Tos-cana) fandt vi en lille perle,
hvor vi har været flere gange om foråret.
Puccini blev i øvrigt født i Lucca, og i byen er der stadig nogle, der hedder Puccini. En af dem ejer et
bilværksted, kan man se på en varebil.
Komponisten døde i 1924.
 |
|
Luganosøen over
Gandria |
Biler
Længe før jeg selv var gammel nok til at få kørekort, har jeg
interesseret mig for biler.
Ud over at være et arbejdsredskab, et
transportmiddel og en indkøbsvogn er bilen for mig synonym med
muligheder for oplevelser og ikke mindst frihed, som intet andet kan
give tilsvarende.
Det harmer mig, at visse politikere altid og til stadighed i den
grad lægger biler for had.
Man har indtrykket af, at kun afhængig-heden
af en bred vælgertilslutning samt registreringsindtægterne afholder dem fra at kræve
privatbilismen lige så forbudt som i betonkommunismens Albanien.
Historie
Især fra min egen tid og det, der ligger umiddelbart foran, dvs. fra
2. verdenskrig og optakten til den.
Historien har det med at gentage
sig. Derfor kan man lære af den - så den ikke gentager sig.
Læse
Hvor skønlitteratur stort set tidligere var begrænset til ferier, har jeg efter min ufrivillige retræte fra arbejdsmarkedet fået mere tid til det også..
Web designe
Jeg synes, det er sjovt at lave websider. Ellers var denne jo heller aldrig blevet til mere end støtte for min undervisniog og derfor forlængst forsvundet.
Jeg kan lide kommunikationen, den kreative udtryksform, lidt på samme måde, som når små børn tegner, tror jeg.
Og glæden over, at det kommer til at se ud, som jeg havde forestillet mig det, æstetikken, at alle links fungerer osv. (det gør de, håber jeg).
Det, der ligger bag det hele, koderne, er ikke kønne. Jeg kan ikke CSS, så tekst og design er uskønt rodet sammen, side for side. Men hvem behøver også løfte gulv-tæppet?
Hvad vil du lave, når du bliver gammel?
Heldigvis er der længe til.
Men, tja, fx have en stor familie, der besøger Lisbeth og
mig rigtig tit.
Og måske vil jeg holde nogle foredrag og skrive noget, der ikke har
spor med mar-keting at gøre.
Jeg ved helt sikkert, hvad jeg ikke vil være:
En træt, gammel, sur mand.
Sådan udtrykte jeg det i 2004. Vi glæder os stadig over mange besøg. Jeg har ikke holdt foredrag, men har endnu hovedet fuldt af noget, der måske kunne komme på papir. Når jeg bliver gammel nok og får tid?
Og så prøver jeg ihærdigt på, hverken at være træt eller sur. Det sidste lykkes nok, og heldigvis, bedre end det første - synes jeg selv.
Men gammel. Det er OK. Det bliver, selv for de yngste, på et eller andet tidspunkt, en realitet. Forhåbentligt.
|
