|
|
Det
ligger ret mange år tilbage, for dels var det før Anders Fogh blev
stats-minister, dels var det i den periode, hvor Niels Brock
fejrede nyudklækkede merkonomer - noget de senere afskaffede på
grund af elendig økonomi.
Det foregik på Børsen, og en af de første, jeg så, da jeg kom ind
i Børssalen var en køn pige med lyst, kort hår. Jeg havde haft hende
i det indledende merkonomfag, Generel Markedsføring, et eller to år
tidligere, og nu var hun altså blevet færdig. Lis, tror jeg, hun
hed. Jeg har svært ved at huske navne, men er ret god til at
genkende ansigter.
Lis havde været en af de studerende, der hæver udbyttet for et
helt hold, en af dem, der med deres aktivitet i timerne holder
undervisningen oppe og er med til at inspirere læreren til at gøre
det endnu bedre. Så hende kunne jeg sagtens huske.
Jeg
havde på et tidspunkt, da jeg så hold-listen, studset over hendes
efternavn, men havde ikke spurgt nærmere til det og heller ikke
siden spekuleret mere over det.
Jeg ønskede hende til lykke med sin eksamen, og vi snakkede kort
sammen.
Idet jeg gik videre, fik jeg øje på en kendt person, der stod
delvist med ryggen til og underholdt sig med en anden.
Samme
efternavn som Lis.
Der
var altså en sammenhæng. Sand-synligvis var det Lis’ mor.
Jeg talte lidt efter med en
kollega fra Niels Brock og bemærkede da en dame,
hvis håndtaske syntes at styre lige mod mig.
Det måtte være
tilfældigt, tænkte jeg. Hun kom fra den modsatte side af Børssalen,
som er ret så bred, men efterhånden, som hun kom nærmere, var jeg
ikke i tvivl om, at jeg måtte være målet.
|
Jeg
nåede at spekulere på, om jeg skulle have sagt noget ufordelagtigt
om den siddende regering, selvom jeg altid bestræbte mig på at være
upartisk og upolitisk i undervisningen.
”Hedder du Gregers Mansfeldt?” spurgte økonomiministeren, da hun
nåede frem.
”Eh, ja”
Hun
rakte hånden frem og gav mig den, uden at fortælle, hvem hun var,
hvilket heller ikke var nødvendigt.
”Så
vil jeg gerne sige til dig, at min datter har haft dig, og at hun
har talt meget om, hvor god du var til at undervise. Du er den
bedste lærer, hun nogensinde har haft. Det synes jeg lige, du skulle
vide.
Det ville være godt, hvis der var nogle flere af din slags”.
Hun
smilede, og jeg skyndte mig at sige tak, inden hun forsvandt igen.
Jeg må tilstå, at jeg efter den dag fik et mere positivt syn på
Marianne Jelved. Hun havde faktisk ret i noget.
|
