|
Divaen
I
midten af 1950’erne var hun, skønt selv kun i begyndelsen af
30’erne, allerede anerkendt som verdens største sopran. Hendes navn
var kendt i vide kredse, også blandt mennesker, for hvem opera og
klassisk musik lå fjernt.
La Scala, La Fenice, Metropolitan og mange andre af verdens
førende operascener havde hun gæstet.
Hun koncentrerede sig nu i stigende grad om hovedpartier i operaer som
Norma, La Traviata og Tosca. Hun var amerikaner, født af græske
forældre i New York. Navnet var Maria Callas, huntigeren som hun
senere blev kaldt efter nogle kontroverser med pressen sidst i
årtiet.
Hun stod på toppen af sin karriere. Ingen ville dengang have troet,
at den var så tæt på sin afslutning.
Maria Callas’ stemme lignede ingen andens, og ingen har siden gjort
det. Den var så markant, at havde man blot en gang hørt hende, var
man aldrig mere i tvivl. Det kunne kun være hende. Den havde et
enormt omfang. Nogle steder tales der om hendes tre stemmer, blandt
andet den dybe ”bryststemme”.
Desuden tilførte hun operaen drama, hvad der på det tidspunkt var
usædvanligt.
 |
|
Maria Callas i
rollen som Tosca. Formentlig fra en opførelse omkring 1960. |
Konkurrence fik hun faktisk kun fra Renata Tebaldi,
italiener og i flere år førsteprima-donna på La Scala. Alle var enige
om, at Tebaldi havde en usædvanlig smuk stemme, men hun sang uden
drama, og i dag er hun stort set glemt.
Der har derimod altid været strid om, hvorvidt Maria Callas’ stemme
var smuk.
En af de dirigenter, hun arbejdede meget sammen med, Tullio
Serafin sagde engang eftertænksomt:
”Jeg ved ikke om Maria Callas havde en smuk stemme, men jeg ved, at
den altid var rigtig”.
|
Maria Callas havde sin egentlige operadebut i 1940. Hun var da bare
17 år, og hun var stor – både i højde og drøjde - hvad der gik hende
selv meget på. Det foregik i Athen, hvortil hun og moderen var
flyttet tre år tidligere.
Efter 2. verdenskrig forsøgte Maria Callas sig i Italien – i Athen
havde hendes lille familie plejet for tætte forbindelser med den
italienske besættelsesmagt, til at hun kunne gøre sig forhåbninger
om nogen stor karriere i Grækenland.
Hun var ludfattig, da hun kom til Italien. Sit gennembrud fik hun i
1947. I det år mødte hun to personer, der fik afgørende indflydelse
på hendes karriere.
Den første var den 51-årige operaelsker, musikmæcen, industrimand og
ungkarl, Giovanni Battista Meneghini, som forelskede sig i den kun24-årige, tykke og usikre pige – i øvrigt til hans families store
forargelse.
Den anden var dirigenten Tullio Serafin.
Meneghini sørgede for hendes underhold, og Serafin for den videre
udvikling af hendes talent. I 1949 giftede Maria Callas sig med Meneghini.
Han afviklede sine
virksomheder, og i de følgende ti år koncentrerede han sig om at skaffe
Maria engagementer på de store operascener og tårnhøje honorarer, så
høje, at engage-menterne sommetider glippede.
Meneghini både beundrede og forgudede sin unge kone, som i
mellemtiden og på rekordtid havde smidt 30 kilo. Af den grimme
ælling var kommet en smuk svane.
 |
|
Maria Callas
og Giovanni Meneghini 1958 |
Med berømmelsen fulgte imidlertid også nye bekendtskaber, og
ægteparret Callas-Meneghini takkede i 1959 ja til et krydstogt med
den græske skibsreder og milliardær, Aristotle Onassis, på dennes
yacht.
Ved afslutningen på krydstogtet var to ægteskaber i opløsning:
Maria Callas og Giovanni Meneghinis, Aristotle og Tina Onassis’.
 |
|
Maria Callas
mellem tilbederen Onassis og ægtemanden Meneghini |
Onassis var givetvis glad for at have erobret en verdensstjerne, men
i hendes kunst havde han ingen interesse. Når han overværede hende
på en scene, sad han ganske vist på den bedste plads i salen, men
faldt hurtigt i søvn, og han skal have været irriteret over, at hun
skulle øve sig.
Den manglende forståelse og den livsstil, der var knyttet til
Onassis, har næppe været gavnlig for Maria Callas’ stemme.
Allerede omkring 1960 var kritikere enige om, at Callas ikke
sang, som hun havde gjort. På det tidspunkt var hun bare 37 år.
I
1968 ophørte hendes samliv med Onassis. Det skete i forbindelse med,
at han udsendte pressemeddelelse om, at han og Kennedy-enken,
Jaqueline, skulle giftes.
Det var da tre år siden, Maria sidst havde stået på en
operascene, og det var for sent til et come back for den nu 45-årige
diva.
Hun trak sig tilbage til ensomhed i en stor lejlighed i Paris.
I
1971 gav hun nogle Master classes i New York, og i 1973-74 kom det
til en kunst-nerisk set, ikke videre succesfuld verdens-turne sammen
med sin gamle tenorpartner, Giuseppe di Stefano.
|
 |
|
Maria
Callas og Giuseppe di Stefano |
|
Onde tunger påstod, at han fik overtalt hende, fordi han var i
pengenød, og måske var hun det i virkeligheden også selv.
Så stor en karriere, men så kort. I 1977 døde Maria Callas i sit
hjem i Paris, blot 54 år gammel af et hjerteslag.
Desværre lå Maria Callas’ storhedstid i årene, før optageteknikken
nåede de niveauer, vi kender i dag. Alligevel er der mange
fremragende – og efter min mening – uovertrufne studieoptagelser med
hende. Der kan gøres meget med remastering. Liveoptagelserne derimod
er generelt af tvivlsom teknisk kvalitet.
Den bedste La Tosca-indspilning nogen-sinde er efter manges mening
EMI-udgaven fra 1954 med Maria Callas som Tosca.
Giuseppe di Stefano er Cavaradossi og Tito
Gobbi en uforlignelig Scarpia. Teatro di Milanos kor og
orkester dirigeres af Victor de Sabato. Det er en mono-optagelse,
men det betyder ikke noget.
Maria Callas skal have været enestående i Verdis La Traviata. En
eller anden har engang sagt, at gode sopraner sommetider kan få
publikum til at græde i tredje akt, men at Maria Callas formåede det
allerede i anden akt.
Desværre eksisterer der kun ret dårlige live-optagelser med
Callas i La Traviata.
Stor og
størst
72 år gammel døde han i september 2007, Luciano Pavarotti, født i
Modena i 1935.
Helt ubesværet mestrede han de høje toner,
og så var der klangen i hans stemme. Den var speciel og hans, helt
alene.
 |
|
Luciano
Pavarotti |
Det karakteristiske ved Pavarotti – ud over stemmen – var en
tilsyneladende nærmest
barnlig selvoptagethed.
Fra videoer og udsendelser fra koncerter kan
man se, hvordan han blottede sin hvide tænder, så snart han –
tilfreds med sin egen præstation – havde sunget sidste strofe i en
arie, og hvordan han derefter lagde hovedet tilbage og spredte
armene ud, parat til at modtage publikums hyldest.
Han tragtede efter sit publikums
gunst. Det siges, at han gik uhyrligt meget op i, hvor lang applaus
han fik, og at han fulgte med i, om en anden verdenstenor et eller
andet sted fik længere bifald end han.
Hans egen begravelse må have været helt i hans ånd. Der var
notabiliteter og et kæmpe opbud af fans, og der var klapsal-ver, da
hans sidste rejse tog sin begyndel-se, den lørdag eftermiddag i
solskinnet på pladsen uden for kirken i Modena.
Pavarotti gjorde opera kendt, langt uden for operaelskernes egne
rækker. Hans med-virken i ”De tre tenorer” er blot et af eksemplerne.
Han var en stor mand. Både med sine 130-140 kilo
kropsvægt og med sin stemme. Den største af dem alle. |
