|
Musik betyder utroligt meget for mig. Jeg kan ikke selv spille, men jeg kan lytte, og det gør jeg, ikke kun til klassisk musik, men for det meste.
Før jeg startede i gymnasiet i august 1961 havde jeg aldrig hverken hørt eller lyttet til klassisk musik.
Men allerede i den første sang- eller musiktime stod det klart for mig, at der var en verden, jeg ikke kendte til, og jeg havde en fornemmelse af, at jeg i den henseende stod langt tilbage for mine nye klassekammerater. Der var dermed noget, jeg skulle indhente og hurtigt.
Senere fandt jeg ud af, at jeg havde taget fejl. De lod bare, ligesom jeg selv, som om, det var noget, de var bekendt med og satte pris på.
Da jeg opdagede det, var det imidlertid ”for sent”. Jeg var, i modsætning til de fleste af mine klassekammerater, blevet grebet af den ”nye” musik. Og heldigvis for det.
Jeg købte i min gymnasietid en lille bog med titlen ”99 Orchester-werke von Beethoven bis Richard Strauss”. Den dækker tidsmæs-sigt meget godt min smag, bortset fra, at den i den lave ende mangler en Mozart.
Vivaldi og Bach m.fl. hører jeg også, men med mindre entusiasme. I den modsatte ende af tidsaksen passer bogen ganske præcist.
Jeg har aldrig rigtigt fået noget ud af Mahler, for slet ikke at tale om Bartok, Webern, Schönberg og lignende 20. århundrede-komponister.
|
